« En historie København er druknet »

Et møde (IV 1)

Tags: Mine tekster Novelle Science fiction

Tre personer sad omkring et rundt mødebord. Vi kunne jo kalde dem A, B og C. A sad og bladrede i forskellige papirer, der lå foran hende, og sukkede en gang imellem. Til sidst lagde hun alle dokumenterne foran sig i en bunke, lænede sig tilbage og foldede tentaklerne. "Har vi fået bekræftet den sidste prognose på 90%?"

B hev sig i det lange, hvide skæg mens han nikkede. "Der er ingen tvivl. Resultatet er verificeret af 3 uafhængige udvalg, og vi har brugt både gamle, anerkendte og nye, fascinerende metoder. Med den forventede usikkerhed når de alle sammen frem til de samme resultater. Og bundlinjen er som sagt 90."

C brød ind. "En af mine kollegaer har simuleret problemet 16.384 gange, og i 14.819 tilfælde måtte han aborte programmet indenfor standard-horisonten. Og ikke alene måtte han aborte - i flere tilfælde måtte han reformattere, efter specielt kreative og destruktive slutninger." C's dioder begyndte at blinke hurtigere, fordi den blev så ivrig. "Faktisk har han overvejet at skrive en rapport om det - det er muligt vi i tilfælde som disse bør sænke grænsen fra 90 til 80, fordi slutningen kan være ganske pludselig."

"Meget vel." A lænede sig frem igen, og hendes cilia begyndte at blafre beslutsomt. "Men så kender vi jo det næste skridt. Skal vi lige bruge 5 minutter på at checke vores opbakning?" B og C tilsluttede sig forslaget, og der blev stille omkring bordet, mens A telepaterede til sin stab, og C brugte brugte sit trådløse netværk. B benyttede sig af, at visse aspekter af ham var på alle steder og til alle tider samtidig.

(Se, der var intet langt hvidt skæg, ingen blinkende dioder og ingen tentakler. For den sags skyld var der heller intet mødebord, ingen papirer, og ikke det, vi normalt ville forstå som en samtale. Dette er blot en skildring af en hændelse, der virkelig fandt sted, på en måde, vi kan sætte os ind i. Da jeg ved hvor intelligent du er, kære læser, er jeg sikker på dette ikke er noget problem.)

Da de 5 minutter var gået, rømmede C sig. "Er vi klar igen?" Da både A og B gav tegn til, at de var fuldt tilstede igen, fortsatte den. "Jeg har en opbakning på 76,3%, blandt de 92,0% der nåede at svare. Dermed er vi oppe over 2/3 flertal."

"Bortset fra en mindre gruppe engle, der vist overvejer at søge job hos Lucifer, er der fuld opbakning - og denne mindre gruppe repræsenterer mindre end 5% af de stemmeberettigede." B virkede lettet over dette solide resultat.

"Blandt de mest indflydelsesrige reder, har vi fået støtte fra nok, til at vi når op over 67%." A virkede kendeligt oplivet over endelig at kunne handle, og havde også fået et lysere, grønt skær i huden. "Men så er det jo bare at gå i gang med detaljerne. Noterer du det her?" C nikkede. "Godt. Projekt 2372 i interventionsklassen. Prognose på 90% chance for selvødelæggelse indenfor de næste 100 lokale år bekræftet. Mål: Jorden."

Skabt: 23. februar, 2009 - Sidst ændret: 23. februar, 2009 - Kommentarer (0)