Rum

Fri, 08 Apr 2016 00:00:00 +0200

Tags: Anmeldelse, Bog, Emma Donoghue, William Shakespeare

Anmeldelse af Rum, af Emma Donoghue.

Skitse: Jeg er 5 �r gammel. Min verden indeholder Kl�deskab, Lampe, Himmel, Seng, Badekar, Vask osv. S� er der Mor, og s� ham, Gamle Nick. Det, der er i Rum, er virkeligt, hunde er noget, der kun er p� tv. Rum er et kvadrat, 11 fod p� hver led. Dagen er travl. Om aftenen l�gger jeg mig til at sove i Kl�deskab.

Er det science fiction? Nix, men der er interessante ligheder. Rum er jo en verden, der skal beskrives for l�serne, helst uden det bliver urealistisk eller kedeligt. Senere er det den virkelige verden, vi bliver pr�senteret for, gennem fort�llerens �jne. Jeg er vant til at kalde det trick for world building.

Temaer: Jack er jo bare 5, s� han bliver nemt vred. F�rste kapitel (der er langt; bogen har 5 kapitler i alt, og det f�rste sp�nder over 4 dage) er trist, fordi vi kan se de barrierer, han st�der sig p�, de mangler, Rum har. For os er det ikke normalt, at de aldrig kommer ud, eller at Gamle Nick nogle gange g�r i seng med mor. Vi l�gger m�rke til det, n�r mor lider under sine r�dne t�nder, eller n�r Jack er forbl�ffende dygtig til at l�se og skrive. Lidt a la La vita � bella har vi her en for�lder, der er fast besluttet p� at lade et barn sv�ve i vidunderlig uvidenhed om situationen i sin helhed.

Bogen bliver lidt mere til at holde ud, da der g�r kuk i virkelighed/tv. Jeg tror, Jack er blevet for gammel til at snyde. Og selvom det er overv�ldende for ham, pludselig at f� at vide, at verden er anderledes end han troede, s� er det ogs� h�befuldt. Og han kan ikke lade v�re med at sp�rge til den her nye ordning. "Er d�t virkeligt? Hvad med det?"

Havet er virkeligt, husker jeg pludselig. I Udenfor er alt sammen virkeligt, alt hvad der er derude, for jeg s� flyvemaskinen i det bl� mellem skyerne. Mor og jeg kan ikke komme derud, fordi vi ikke kender den hemmelige kode, men alligevel er det vigtigt.

Verden �ndrer sig endnu mere, da Mor begynder at planl�gge en flugt. Her ville jeg faktisk kalde genren horror, og jeg er n�dt til at springe nogle sider over. Spoiler: Flugten lykkes.

"Det m� v�re den mest tr�ttende uge i dit liv," siger hun og s�tter sig ved siden af mig.
Jeg kigger p� hende. "Hvorfor?"
"Jo, fordi alt er fremmed, fordi du er som en g�st fra en anden planet, er det ikke rigtigt?"
Jeg ryster p� hovedet. "Vi er ikke g�ster. Mor siger, vi skal blive her altid, indtil vi d�r."
"Jeg mener nok ... en nyankommen."

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det, da kn�gten begynder at citere Shakespeare. Er det tegn p�, at hans mor har opdraget ham godt?

I stedet for at t�nke p� aberne t�nker jeg p� alle b�rnene i verden, jeg t�nker p�, at de ikke er tv, men virkelige, at de spiser og sover og tisser og laver b� ligesom mig. Hvis jeg havde noget skarpt og stak dem, ville de bl�de, og hvis jeg kildrede dem, ville de grine. Jeg ville gerne m�de dem, men det g�r mig svimmel, at der er s� mange, og at jeg kun er �n.

Hvis der ikke skulle v�re nok til sf-fans endnu, s� sammenligner Mor sig med en Stepford-hustru. -- �h, hvor kan velmenende mennesker rode rundt i det! Det er fx ikke nemt at v�re bedstemor for s�dan en lille st�rrelse.

Er det godt? Jeg �d hele bogen p� 1 dag, (n�sten) alle 340 sider. Selvom Jack jo nok ikke t�nker, helt ligesom det bliver pr�senteret, s� er det t�t nok p� til ikke at distrehere.

ommadawn.dk - Emma Donoghue

Rum