<?xml version="1.0" encoding="ISO-8859-1" ?>
<rss version="2.0">
	<channel>
		<title>ommadawn.dk - Inge Eriksen</title>
		<link>http://www.ommadawn.dk/design2.php?tagid=149</link>
		<item>
			<title>Alice, forvirrende Alice</title>
			<link>http://www.ommadawn.dk/design2.php?sideid=801</link>
			<guid>http://www.ommadawn.dk/design2.php?sideid=801</guid>
			<description>&lt;p&gt;Tags: Anmeldelse, Bog, Inge Eriksen, Science fiction&lt;p&gt;&lt;p&gt;
Anmeldelse af
&lt;em&gt;&lt;b&gt;Alice, Alice&lt;/b&gt;&lt;/em&gt;
af
&lt;a href="http://www.inge-eriksen.com/"
target="_blank"&gt;Inge Eriksen&lt;/a&gt;.
&lt;/p&gt;
&lt;p align="center"&gt;
&lt;img src="/grafik/alice.jpg" /&gt;
&lt;/p&gt;
&lt;p&gt;
&lt;b&gt;Skitse:&lt;/b&gt;
Satellitten/rumstationen Alice er en slags paradis.
Folket er pacifistisk og rigt, og børnene er frie.
8.500 mennesker (anført af bl.a. Aliki)
arbejder hårdt for at gøre Alice
selvejet. Gulpilil VII (musiker/magiker) er en
af forbindelserne tilbage til Jordens Alice.
Sandy og Minoru er forældre til Aiko, foruden
at Minoru arbejder på skibet Bella. Og så
er der Sascha. Men alting bliver ændret, da
Alice bliver besat af Carpenter og Duchess.
&lt;/p&gt;
&lt;p&gt;
&lt;b&gt;Er det science fiction?&lt;/b&gt;
Udgangspunktet er det paradisiske Alice,
omhyggeligt skabt, så vi kan se en helt ny slags
samfund. Og hele bogen drejer sig om Alices møde med
den gammeldags virkelighed. Derfor, ja.
&lt;/p&gt;
&lt;p&gt;
&lt;b&gt;Temaer:&lt;/b&gt;&lt;br /&gt;
Der er accept af besættelsen, og samarbejde. (Er det mon
Danmarks besættelse i 40'erne, der spøger her?)
Og i sidste ende, så ændrer besættelsen både
de besatte og besætterne (en slags Stockholm-syndrom?)
Duchess har noget kørende med Gulpilil, og der er en
mærkelig trekant mellem Carpenter, Sascha og Aliki.
&lt;br /&gt;
Alice er virkelig et andet miljø: pletvis
vægtløshed, mange tidszoner, og alting er
baseret på beeperne (mobilerne) og samtale/consensus.
Og alicianerne forstår ikke det her med besættelse
og vold.
&lt;br /&gt;
Der er godt med sex og begær. Og homosexualitet er også ok.
&lt;br /&gt;
Der er en poetisk stil, og godt med billedsprog.
&lt;br /&gt;
&lt;em&gt;Han følte sig ensom på en tør, håbløs
måde, han var skoldet ihjel og dømt til at leve i et roterende
silkespinderi.&lt;/em&gt; (s. 146)
&lt;br /&gt;
&lt;em&gt;Explosionen var et ekko i
ham, rungende så voldsomt, at hans kød blev ved med at
briste og flyve ud til alle sider. Det eneste der overlevede
var hånden, der lå inden i hans fars.&lt;/em&gt; (s.170)
&lt;/p&gt;
&lt;p&gt;
&lt;b&gt;Er det godt?&lt;/b&gt;
Hm. Stilen er så poetisk, at den tit forvirrer mig. Og der
er dele af handlingen, jeg aldrig fik helt styr på. Stilen
betyder for mig, at bogen bliver lidt utydelig i kanten.
Hvorfor sagde de sådan til hinanden? Denne forvirring betyder
for mig, at jeg ikke helt bryder mig om bogen. Forvirringen
kunne sikkert klares ved at jeg læste bogen en gang til. Men
det gider jeg ikke helt.
&lt;/p&gt;</description>
			<pubDate>Wed, 19 Nov 2008 00:00:00 +0100</pubDate>
			<category>Anmeldelse</category><category>Bog</category><category>Inge Eriksen</category><category>Science fiction</category>
		</item>
	</channel>
</rss>
