« Samtaler på tryk Op med sig, Levi! »

Ambassade-by

Tags: Anmeldelse Bog China Miéville Hugo-finalist Science fiction Ærlighed

Anmeldelse af Embassytown, af China Miéville.

Skitse: Hver gang et nyt rumskib er på besøg, bliver der holdt et ankomst-bal (omend det bliver holdt lige før det tager afsted igen). Ambassaden er fuld af kendte og ukendte. Fortælleren funderer over sit underlige valg: at blive her.

Er det science fiction? Vi er på en anden planet, del af et større galaktisk rige, og de indfødte taler mærkeligt. Lad mig bare stoppe her og opsummere: ja, det er sf.

Temaer: Det største tema er forholdet mellem mennesker og de lokale på Arieka. De lokale har 2 munde, der taler samtidig. Det skal der til for at udtrykke deres bevidsthed korrekt. De 2 munde siger noget forskelligt. Nedenfor et eksempel på hvordan et navn kan lyde.

For overhovedet at kunne kommunikere, er de menneskelige ambassadører nødt til at efterligne denne måde at tale på. Løsningen har hidtil været at have en slags tvillinger tale i munden på hinanden (organiseret!). Ambassadørerne har deres egen slags dobbeltnavne, fx MagDa. Teknisk set hedder den ene Mag og den anden Da, men man skal helst ikke kunne regne ud, hvem der hedder hvad. Selv da er kommunikationen ikke perfekt. Mennesker kan lyve, og ariekanerne synes det er umuligt, svært, eksotisk. På andre områder er gabet større, og uforståeligt. Måske går det bedre nu hvor der kommer en ny slags ambassadør.

Fortælleren hedder Avice Benner Cho. (ABC -- det er vist ikke et tilfælde.) Hun er del af det lokale sprog fordi hun har været med til at skabe et nyt udtryk. Hun repræsenterer også en helt anden del af universet: det at kunne rejse fra planet til planet.

Er det godt? Bogen er fascinerende, jeg har skovlet den i mig på ganske få dage, bl.a. fordi jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Miljøet er rigt (jeg har koncentreret mig om nogle ganske få områder ovenfor, men der er masser af andre). En velfortjent nomineret.

Note: Så vidt jeg har forstået er dette en af de bøger, der vil blive drøftet på Fantasticon her i weekenden, på et panel der hedder "Recent trends in science fiction novels".

Skabt: 30. maj, 2012 - Sidst ændret: 30. maj, 2012 - Kommentarer (0)