« Dybt nede Sin egen madding »

Rigtige universer

Tags: Analyse Anmeldelse Science fiction Stig W. Jørgensen

Anmeldelse af "Universer", af Stig W. Jørgensen, læst i Det virtuelle cocktailparty.

Skitse: Universer af papir -- en introduktion til science fiction blev oprindeligt udgivet som selvstændig bog, og genopstår nu som begyndelsen på en artikelsamling. Genren opdeles i 5 grupper (den politiske fremtidsroman; rummet; tiden; det forandrede menneske og den menneskeskabte; ved vejs ende), der igen underinddeles, og endelig eksemplificeres med konkrete bøger, der opsummeres og kædes sammen med alle de andre bøger derude. Formålet er at lade nye se hvad sf kan når den er bedst (på dansk), så et større overblik kan opnås.

Er det godt? Jeg er ny nok til, at det her bare opleves som helt rigtigt. Nogle af bøgerne har jeg læst, resten kommer på shoppe-listen til senere. Stig virker som en erfaren læser, der kan give sin viden og sit overblik videre. -- Indholdet præsenteres overskueligt, med sideskift og nummererede overskrifter de rigtige steder. -- Og jo, selvfølgelig er der også små pudsigheder og fejltrin, træerne skal jo helst ikke gro ind i himlen. Jeg er ikke andre steder stødt på, at besøgende fra Mars er mennesker, og det undrer mig at Verne ikke bliver nævnt, ikke en gang med en note der forklarer fraværet. (Wells er med.) Der er også små stavefejl hist og her, sammmenblanding af ental og flertal, fælleskøn og intetkøn, og den muntert nynavngivne Skæbnearet. Men det er ikke meget, kun lige nok til at irritere min indre korrekturlæser. Og det er jo en smagssag, om der skal være så mange udråbstegn. Der er sprogligt overskud nok til at man kan tale om mennesker og delfiner, der "gerne vil have fingre (etc.) i" noget. Hæ. -- Så lad mig fastholde: det her er helt rigtigt.

Note: Denne og evt. andre anmeldelser af bogen er baseret på en anmelderkopi, jeg har modtaget fra SFC.

Skabt: 10. januar, 2011 - Sidst ændret: 10. januar, 2011 - Kommentarer (2)