Efter tripoden kommer prepoden

Tags: Anmeldelse Bog John Christopher Science fiction

Anmeldelse af Da tripoderne kom af John Christopher.

Det er muligt min barndoms dal var grøn. Men bjergene var hvide, byerne var af guld, og havet var af ild. Og sådan var det bare. Men fornylig har jeg læst endnu et bind i denne historie, for første gang.

Skitse: Drengene Laurie og Andy vågner ved støj og flammer, bump i det fjerne, og en mystisk kapsel med 3 ben, der fanger mennesker, og smadrer huse og tankvogne. Hæren får dog overtaget til sidst.

Er det science fiction? Der bliver benyttet teknologi vi ikke har, og denne teknologi bliver nøje beskrevet, også næsten indefra. Så, ja.

Temaer:
Bogen skal jo føre frem til det vi kender fra De hvide bjerge, så ikke overraskende vender de trebenede tingester tilbage. Det egentlige angreb kommer i form af TV-programmer, der hypnotiserer seerne, senere suppleret med hjelme. Så da tripoderne kommer igen, er det betydeligt lettere for dem at opnå sejren. Og på forbløffende kort tid går samfundet i opløsning.
Hele det her med hypnotisering og hjelmene har overtoner af religion.
Vi følger Laurie og hans familie. Laurie er tilsyneladende det første (overlevende) tripode-vidne. Hans yngre halvsøster bliver grebet af TV-programmet, men bliver heldigvis afhypnotiseret i tide. Og familien bliver kimen til den modstandsbevægelse, vi jo også vidste måtte dukke op. Familien reagerer løbende på begivenhederne, mens de udfolder sig. Eneste hage ved det her er, at Laurie dermed får to historiske positioner (første vidne, og første modstandsbevægelse). Men den slags har jeg vist før brokket mig over ifm. den her serie.
Vi hører nogle tanker om, hvorfor samfundet bliver som det er 100 år senere. At landsbyer fx er en god del & hersk strategi.
Og til sidst et par citater. Er det Laurie eller forfatteren der taler her?
Det gik pludselig op for mig, hvor vigtigt det var at de blev ved at være som de var - selvsikre og nedladende eller bekymrede og tvivlrådige - så længe det var noget de selv havde udviklet; vigtigheden af at være menneske, kort og godt. Den fred og harmoni onkel Ian og de andre påstod at dele ud, var i virkeligheden det samme som døden, for mistede man sit eget jeg, var man ikke et rigtigt levende væsen. (s. 62)
... menneskene under de tage havde mistet det, der gjorde dem til rigtige mennesker. Deres individualitet, kraften til at handle som frie mænd og kvinder. Men for deres vedkommende var den blevet revet bort med magt. Jeg var godt i gang med at lade min egen handlekraft bukke under af ren og skær angst. (s. 113)
Naturvidenskab gav anledning til selvstændig tænkning, og den slags var forbi for den menneskelige race. (s. 115)
Turisme hørte fortiden til, ligesom demokrati og TV-underholdning, universiteter og kirker og menneskelig uorden og frihed. (s. 125)

Er det godt? Fortællingen fangede mig ærligt talt. Men der er det der med en ung mand, der har nogle meget voksne tanker om individualitet, frihed osv. Men alt i alt er jeg glad for, jeg fik den læst også.

Skabt: 1. december, 2008 - Sidst ændret: 13. maj, 2009 - Kommentarer (0)