Hvad slags sf kom der i 2011? En lille smule viden

Star Trek bort fra lyset

Tags: Anmeldelse Film Science fiction Star Trek

Anmeldelse af Star Trek Into Darkness.

Denne anmeldelse har ikke den form, jeg plejer at bruge. Jeg ved ikke helt hvorfor, men formatet passede mig slet ikke den her gang. Desuden indeholder den SPOILERS, hvilket jeg heller ikke plejer at besvære dig, kære læser, med. Håber du vil læse med alligevel.

Kirk er kaptajn: Og det er jo ikke rigtigt Star Trek, hvis det ikke er kaptajn Kirk. Den foregående film skulle have etableret personen Kirk, helt fra dennes fødsel, og frem til kaptajnsstolen rigtigt bliver hans. Denne gang skulle det gerne være rutine. Og det er det også næsten. Bortset fra, at Spock var i livsfare, og så røg alle andre hensyn overbord. Kirk bliver degraderet, indtil en ny krise truer, og kun én mand for alvor har den nødvendige intelligens til at gribe ind. Tja. Det går nogle gange lidt hurtigt for mig det her, og der var vel ikke nogen, der var i tvivl om, at Kirk ville komme til at spille en væsentlig rolle? Men det hænger i det store og hele sammen.

Plottet: En grim fyr (Harrison) udøver terror, og flygter så i retning af nogle klingoner. (Primært så vi senere kan få plaffet en masse rocker-klingoner ned.) Kirk bagefter. Egentlig med ordrer om at skyde Harrison med det samme, men Scotty, Spock og andre mener, at Sådan Plejer Vi Ikke At Gøre, så Kirk lader sig overbevise, og tager i stedet Harrison til fange. Og hvad er skurkens problem så? Jo, Harrison hedder i virkeligheden Khan (denne tidslinjes version af Khan Noonien Singh, ellers kendt fra bl.a. film nr. 2), og synes det er træls, at en admiral (og vi ved jo godt alle sammen, at Star Treks admiraler er onde, ikke?) har tøet supermennesket Khan op, sat ham til at producere supervåben, og så i øvrigt brudt alle løfter og taget Khans familie som gidsler. Khan vil have sin familie tilbage, og hvis det ikke går, så vil han have hævn. (Scotty kan belejligt sendes ud for at undersøge, om Khans historie overhovedet har noget på sig.) Og hey, så dukker admiralen op! Han synes det er træls, Kirk ikke har holdt sig til sine ordrer, men pyt, udlevér Khan, så er alt glemt. Kirk og Khan (og Scotty, når han nu alligevel er der!) gør fælles sag for at overleve, men i det sekund admiralen er væk, er Khan Kirks fjende igen. Khan vil jo nemlig stadig gerne have sin familie tilbage, og nu er Kirk den, der kan levere. En forrygende jagt stopper da Jorden kommer i vejen, og alle sidder ude på kanten af sædet: Vil Khan blive fanget eller dræbt eller hvad?

Det var jo godt nok belejligt, Scotty lige kunne være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men ellers synes jeg ikke, der er meget her der stritter mig i øjet. Og jeg kedede mig ikke! Admiralen bliver smukt spillet af manden bag en af de sidste Enterprise-skurke. Det skader ikke, at admiralen er krigsliderlig, og derfor passer fint med vore dages fokus på terror og krig. Det skader heller ikke, at Khan bliver gevaldigt undervurderet: Helt ærligt, når du tøer et supermenneske op, tror du så ikke, det vil være i stand til at løbe om hjørner med dig? Jo, fint nok plot.

Kirk og Spock: Ved siden af dette drama, går Kirk og Spock og småskændes hele vejen igennem. Kirk bryder alle regler for at redde Spock. (Ligesom han gjorde i en anden tidslinje i film nr. 3) Og hvad er takken? Jo, Spock overholder reglerne, og er derfor uforvarende skyld i, at Kirk bliver degraderet. Desuden er Spocks kæreste, Uhura, miffed over, at Spock kan være i livsfare uden at sende hende en kærlig tanke, så Spock må lige forklare hende (og Kirk) hvorfor han ikke er bygget sådan. Til gengæld må Kirk lige forklare Spock, hvorfor det var vigtigt at redde Spocks liv (som jeg husker det, skulle dette ske lige midt i noget andet vigtigt, og kom til at virke malplaceret). Og så kommer den store omvending: Vi så i film 2 hvordan Spock reddede alle, og derefter i et stort øjeblik sagde farvel til sin ven Kirk. Den her gang er det Kirk, der redder alle bortset fra sig selv, og Spock der erklærer sit venskab. (I øvrigt på en ikke specielt rørende måde.) Spock stormer derefter ud og giver Khan bøllebank, indtil nogen gør opmærksom på, at en levende Khan kan bruges til at genoplive Kirk. Mja. Det er da bestemt i den her tråd, at nogle rigtig gode og menneskelige øjeblikke ligger. Men jeg har også lyst til at se filmen igen, for bedre at kunne vurdere, om den her tråd er god i sig selv, og om den er i balance med de andre tråde. Det var dog en fryd uden lige at se hvor tæt dødsscenen her lagde sig op at sit forbillede: Hvor er lighederne og hvor er forskellene? Der satte jeg virkelig pris på at kunne huske hvordan det udspillede sig i den gamle tidslinje. Jeg fik også fornemmelsen af at se fanfic i den helt store skala, og af at næsten alt kan ske i den her tidslinje.

Hver enkelt: Khan kan vække sympati, og han virker velovervejet. Desuden er han en stærk genetiker (han må have lært noget i den her tidslinje, han sprang over i den gamle). Alt i alt en god skurk. Uhura har et stort øjeblik, da hun taler og handler klingonsk, foruden at hun får lov til at vifte irriteret med hestehalen når Spock er mest håbløs. Spock prøver at finde ud af, om følelser er godt eller skidt. Scotty har sit store øjeblik, da han siger op i protest over ordrer oppefra, der ikke giver mening i hans maskinrum. (Det er knapt så stort, at han absolut skal spæne frem og tilbage i en lang hangar.) Sulu kan lyde virkelig barsk når han vil. Chekov får primært lov til at være lidt tumpet. Der er ikke noget specielt mindeværdigt over Kirk-Spock-Bones-trekanten, og i det hele taget ikke noget mindeværdigt over Bones, om end der heller ikke er noget dårligt. Der er en person, der hedder Carol Marcus, men hun er helt anderledes skruet sammen end personen af samme navn i film nr. 2. Men pyt, Kirk skal jo nok komme i bukserne på hende alligevel. Kun Kirk selv irriterer mig for alvor. Han er en slagsbror af rang, adlyder ikke ordrer, er pigeglad, og skal virkelig råbes af for at han skifter mening. På den positive side er han Spocks ven, og når den oplagte rute (skyd nu, stil spørgsmål senere) bliver droppet, kan han blive kreativ. Måske er det synd, at de sekundære hovedpersoner også kun får sekundære øjeblikke, fremfor at få hele, egne tråde? Tja.

3D: Der var fin 3D hist og her. Det gibbede specielt i mig, da jeg blev gennemboret af et spyd bagfra. Til gengæld irriterede det mig, at så meget skulle ses oppefra og ned (jeg er højdeskrækker). Slut-credits (som er den slags credits, der normalt ligger i starten, og som jeg slet ikke lagde mærke til blev skippet) blev afviklet henover en masse lækre kugler.

Andre elementer: Fans sætter sig op og hører efter, da Section 31 bliver nævnt. Slåskampene er bare vildt urealistiske: alt for meget larm, og alt for få blå mærker. Og færre rumslag havde også været fint. Langt de fleste kostumer er dejlige, og derfor virker den gode, gamle uniform ekstra bøvet. Der er vist ikke rigtig nogen diskussion af, om begrebet supermenneske er godt, skidt, besværligt, hvad, og det ville ellers have meget startreksk at have sådan en. Tja. Terrorhandlingen i starten bliver diskuteret, taget alvorligt, besvaret, alt muligt. Hævnakten til sidst, der så vidt jeg kan se skader flere mennesker og bygninger (et hårdt slag mod Stjerneflåden, der burde have svært ved at få sig selv genopbygget) bliver stort set forbigået i tavshed, det passer mig ikke rigtigt. Nye Spock ringer til gamle Spock; hvorfor? Endelig sikkerhedsseler! Men kun til nødstilfælde ... Det er rart, når antydninger er nok: missionen på Nibiri blev fucket op, men vi behøver ikke høre detaljerne; der er noget, der hedder New Vulcan, mere er det ikke nødvendigt at sige.

Alt i alt: Jeg har meget, meget svært ved at lægge alt det her sammen og få en enkelt vurdering af, om det var En God Film. Den har gode sider og dårlige sider. Jeg kedede mig ikke, og jeg gik ikke skuffet ud af biografen. Jeg aner ikke hvad jeg vil synes om den, næste gang jeg ser den.

Skabt: 6. juni, 2013 - Sidst ndret: 6. juni, 2013 - Kommentarer (0)